Vigtigt fokus på barsel i herrehåndbold

Søndag den 5. november udkom TV2 med to artikler omhandlende barsel for herrehåndboldspillere. Heri var der vigtige budskaber fra Martin Bisgaard og Jakob Frederiksen, som sammen sætter ord på et meget følsomt emne. De færreste elitehåndboldspillere gør brug af retten til de 11 ugers øremærket barsel, da det har både sportslige og økonomiske omkostninger.

Martin Bisgaard blev far til en dreng i december 2022. Han blev væk fra træning i en uge på grund af fødselskomplikationer, og da han mødte op til kamp lørdagen efter, sad han på bænken.

- Din kammerat på venstre back kan ikke sikre dig en ny kontrakt. Hvis du tager fem ugers barsel i løbet af foråret, er du sikker på, at din kontrakt ikke bliver forlænget, siger han.

- Der er stor forskel på min løn og 13.000 kroner i barselsdagpenge efter skat. Det giver lidt en knude i maven at skulle køre fra sin søn, når han er seks dage gammel, fortæller Martin Bisgaard.

Jakob Frederiksen følte sig beordret i kamp, mens hans nyfødte barn var indlagt. Drengen havde det godt, men hans infektionstal var for høje efter en hård fødsel, og mor, far og baby måtte indlægges. Jakob havde ikke meldt barsel til Fredericia HK fire uger i forvejen, som man skal.

- Jeg tænkte, at hvis der var nogle omstændigheder, som gjorde det nødvendigt at tage barsel efter fødslen, så var det okay, at jeg ikke havde meldt det, siger han.

Der ventede en vigtig kamp mod Skanderborg AGF fire dage senere. Han sagde flere gange til klubben, at han ikke havde lyst. Men klubben bad ham om at spille alligevel. Klubben pressede ham faktisk til det, mener han.

Efterfølgende skiftede Jakob Frederiksen til Ribe-Esbjerg.

- Jeg synes ikke, man skal behandle sine ansatte sådan. Der kom en anden mulighed, og så tog jeg den, siger han.

I juni forelagde vi klubberne en model, hvor spilleren kan tage lønnet barsel, når turneringen ligger stille, for eksempel efter sæsonafslutningen. Helt uden omkostninger for klubben. Men flertallet af klubber stemte nej.

- Det er voldsomt ærgerligt, for det går ud over især børnene. Det er både en praktisk og trivselsmæssig udfordring, siger Torben Vinther, direktør i Håndbold Spiller Foreningen

Husk at du som medlem altid kan rådføre dig med os, hvis du vil afholde din barsel, eller du vil i dialog med din klub om mulighederne for at få den nævnte model. 

 

Link til artikel med Martin Bisgaard: https://sport.tv2.dk/haandbold/2023-11-05-mandlige-spillere-fravaelger-barsel-uden-loen

Link til artikel med Jakob Frederiksen: https://sport.tv2.dk/haandbold/2023-11-05-ligaspiller-foelte-sig-tvunget-i-kamp-kort-efter-haard-foedsel

 

๐Ÿ“ธ: Balazs Popal/Gonzalesphoto/Ritzau Scanpix

๐Ÿ“ธ: Morten Stricker/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix