Nyhed, 31/10-2014
Til dagligt jonglerer 19-årige Alberte med tiden på gymnasiet og tiden i håndboldhallen, hvor hun spiller for ligaholdet, København Håndbold. Men det hele blev sat på standby for en stund, da hun under en opvarmning fik en bold i hovedet.
- Vi havde en træning i Ringkøbing, hvor vi spillede fodbold til opvarmning. Jeg stod på mål, og på et tidspunkt kom bolden ind over, og der blev skudt på mål. Bolden ramte mig i højre side af hovedet, sådan hen over øjet. Jeg oplevede egentlig ikke, hvad der skete, eller sådan følte jeg det i hvert fald. Men jeg faldt sammen.
Umiddelbart lagde Alberte ikke noget i skuddet mod hovedet, men hurtigt tiltog en utilpashed hos den unge spiller.
- Jeg blev utilpas, så jeg løb ud til vores fysioterapeut, som testede mig i forhold til min hukommelse ved at stille mig nogle spørgsmål. Hun spurgte mig, blandt andet om hvordan vi var kommet derhen (til Ringkøbing, red.). ”Fyssen” sagde derefter, at jeg skulle ligge og slappe af. Jeg kan huske, at jeg syntes, at lyset i hallen var ret skarpt, så jeg lå med hånden over hovedet.
Alberte trænede ikke mere den dag, da hendes ubehag ikke forsvandt, og det blev kun værre, da holdet skulle se video af modstanderholdet.
- Lige i starten var de ikke sikre på, om det var en hjernerystelse. Men det blev bekræftet, da vi skulle se noget video på en skærm, for der fik jeg det rigtig dårligt. Jeg blev sådan groggy og utilpas. Derefter blev jeg rigtig træt og sov efterfølgende i tre timer.
Derfor spillede Alberte heller ikke ligakampen mod Ringkøbing Håndbold den 12. september i år, og da de kom tilbage til København, gik hun til egen læge, der kunne konstatere, at Alberte havde en mindre hjernerystelse. Det næste stykke tid stod derfor udelukkende på ro til hjernen og i særdeleshed ingen høj puls.
En anderledes behandlingsform
- Det var super frustrerende og meget mærkeligt, at man ikke måtte lave noget. Ikke engang noget fysisk. Men det fungerede rigtig godt for mig at gå en tur hver dag, for det fik jeg det ikke dårligt af. Og så følte jeg, at jeg lavede lidt.
- Man bliver jo hurtig rastløs, når man ikke må lave noget og bare ligger derhjemme, indskyder Alberte.
Rastløsheden kom af det faktum, at en hjernerystelses behandlingsform er så markant anderledes end andre skader, hvilket Alberte også påpeger.
- Jeg synes, det har været rigtig svært at være ude med en hjernerystelse, fordi det er en så anderledes skade, og fordi du slet ikke må lave noget som helst. Med andre skader må du godt træne eller styrke noget andet, end der hvor du er skadet. Men med en hjernerystelse må du bare ingenting.
Men samtidig har Alberte også stor respekt for alvoren i en hjernerystelse og har taget skaden seriøst. Derfor begyndte hun lige så stille at træne igen efter 2-3 uger, men hele tiden med øje for ikke at få det dårligt.
- Efter to uger, hvor jeg ikke havde lavet noget, begyndte jeg lige så stille at træne igen. Men det var først 3-4 uger efter hjernerystelsen, at jeg ikke havde mén mere, og hvor jeg ikke blev helt vildt træt efterfølgende. Det, at man ikke ved hvor lang tid, det tager, er virkelig frustrerende. Men jeg vil jo ikke have nogle mén senere hen, så det har jo bare måttet tage den tid, det nu ville tager.
- Men jeg har det godt igen, og det er bare rigtig fedt, afslutter Alberte med et smil.