Anne Mette Hansen er Årets Kvindelige Landsholdsspiller 2018/19

Anne Mette Hansen, håndbold

Efter en afstemning blandt spillerne i HTH Ligaen, 1. division og de danske udlandsprofessionelle er Anne Mette Hansen blevet kåret til Årets Kvindelige Landsholdsspiller 2018/2019.

Det er første gang, Anne Mette Hansen modtager hæderen som Årets kvindelige Landsholdsspiller. GyÅ‘ri Audi ETO KC -spilleren fik 44 % af stemmerne foran Kathrine Heindahl der kom ind på 2. pladsen med 27 % efterfulgt af Trine Østergaard med 15 % af stemmerne.

Anne Mette Hansen har inden i dag spillet 83 landskampe og scoret 216 mål siden debuten i efteråret 2013. På klubplan har Anne Mette Hansen haft et fænomenalt år, hvor hun sammen med sin klub, Györ, har gjort rent bord: Mesterskab, pokaltitel og Champions League-trofæet er alle blevet krydset af i den netop overståede sæson. I Europas fineste klubturnering kom hun sågar på All Star-holdet.

Landsholdets nr. 8 fik overrakt prisen af kommunikationschef i Sparekassen Kronjylland, Jan Salling, CFO i Waoo, Dorte Winther Olsen, Kresten Blæsild fra Håndbold Spiller Foreningen og næstformand i Dansk Håndbold Forbund, Jan Kampmann. Om hæderen siger venstrebacken:

”Jeg er meget stolt over at blive kåret til Årets Kvindelige Landsholdsspiller, og det er især dejligt at blive anerkendt af sine kollegaer ude i klubberne. Jeg har haft en rigtig god sæson i klubben, og nogle af de ting jeg har bygget på i løbet af sæsonen, har jeg taget med mig ind på landsholdet,” siger Årets Kvindelige Håndboldspiller 2018/2019.

Stort tillykke til Anne Mette Hansen!

 

Tidligere vindere af Årets Kvindelige Landsholdspiller:

2017/2018: Sandra Toft

2016/2017: Stine Jørgensen

2015/2016: Stine Jørgensen

2014/2015: Line Jørgensen

2013/2014: Maria Fisker

2012/2013: Kristina Kristiansen

2011/2012: Christina Pedersen

2010/2011: Camilla Dalby

2009/2010: Christina Pedersen

2008/2009: Trine Troelsen

2007/2008: Rikke Skov

2005/2006: Lene Lund Nielsen

2004/2005: Katrine Fruelund

2003/2004: Camilla Thomsen

2002/2003: Karin Mortensen