Nyhed, 24/5-2013
I pausen mellem FC Midtjylland og Team Tvis Holstebro i kvindernes anden DM-finale blev Line Haugsted fra Skive fH kåret som Årets Kvindelige Talent 2012/2013. Det var Håndbold Spiller Foreningen, der stod for kåringen i samarbejde med Job4player – vindertyper til erhvervslivet.
Det er spillerne fra Dame Håndbold Ligaen, damernes 1. division samt de udlandsprofessionelle, der har stemt på, hvem de mener, har været Årets Kvindelige Talent. Line Haugsted vandt med 20 % af stemmerne.
Det var 7. gang, at Håndbold Spiller Foreningen stod for kåringen af Årets Kvindelige Talent. Det var bestyrelsesmedlem i Håndbold Spiller Foreningen, Bo Spellerberg, der stod for overrækkelsen af pokal og blomster denne aften i Ikast-Brande Arena.