Nyhed, 27/5-2013
FCM Håndbold havde sørget for et godt udgangspunkt inden fredagens anden DM-finalekamp mod Team Tvis Holstebro efter en sejr i først kamp på 27-23. På hjemmebane foran 2550 vilde tilskuere lykkedes det så endegyldigt FCM Håndbold at sikre det danske mesterskab ved at vinde 24-22.
Først halvleg blev forholdsvis målfattig med to stærke keepere i hver ende af banen. Det var dog FCM Håndbold, der lagde bedst ud men fik aldrig rigtig skabt et hul. Hen mod slutningen af halvlegen kom Team Tvis Holstebro bedre ind i kampen, hvilket medførte, at de to hold kunne gå til pause ved stillingen 11-11, efter Line Jørgensen noget heldigt havde sørget for udligning på frikast i sidste sekund.
I anden halvleg fortsatte de to hold med at følges ad, indtil kampen hen mod slutningen begyndte at tippe FCM Håndbolds vej. Trætheden begyndte at melde sig hos Team Tvis Holstebro-spillerne som fik hevet en del to minutters udvisninger til sig samt en mur i FCM-målet i form af Sabine Englert. Det betød, at FCM Håndbold kunne køre sejren hjem og dermed kalde sig danmarksmestre 2012/2013.
Topscorer i kampen for FCM Håndbold blev Line Jørgensen med seks scoringer, mens Ann Grete Nørgaard blev Team Tvis Holstebro-topscorer med ni mål.
Håndbold Spiller Foreningen ønsker FCM Håndbold stort tillykke med Danmarksmesterskabet!