Sportsministre: Menneskerettigheder skal overholdes

Ved EU Sport Forum 2013 har et bredt flertal af sportsministre fra EU vedtaget en erklæring, der skal sikre, at de internationale forpligtelser om menneskerettigheder bliver overholdt ved store sportsbegivenheder.

Nyhed, 3/10-2013

I en fælles erklæring er et bredt flertal af EU’s sportsministre på et uformelt møde ved EU Sport Forum 2013 i Vilnius blevet enige om, at idrætten skal fungere som et middel til at bekæmpe alle former for diskrimination samt medvirke til respekt, tolerance, retfærdighed og mangfoldighed.
 
I erklæringen gives der en opfordring videre til alle de lande, som deltager i afholdelsen af store sportsbegivenheder, til at overholde de internationale forpligtelser vedrørende menneskerettigheder – deriblandt ytringsfrihed, ikke-diskrimination og foreningsfrihed.
 
Det brede EU-samarbejde der har muliggjort erklæringen, glæder den danske kulturminister, Marianne Jelved (R):
 
- Det er bekymrende og kritisabelt, at Rusland har vedtaget en lov, der forbyder såkaldt propaganda vedrørende ikke-traditionelle seksuelle relationer over for mindreårige, og det er vigtigt, at vi holder Rusland og andre lande fast på basale menneskeretlige internationale forpligtelser, som de tidligere har godkendt. Derfor glæder det mig, at vi i EU har et bredt samarbejde og en åben dialog omkring situationen og vigtigheden af at overholde menneskerettigheder – også ved store idrætsbegivenheder, siger hun.
 
Rusland har værtskabet for vinter-OL næste år, og i juni måned i år vedtog landet en kontroversiel lov, der forbyder propaganda af ”ikke-traditionel seksualitet”, samt at det ikke er muligt for homoseksuelle par at adoptere børn. Ved overtrædelse af loven risikerer man fængselsstraf eller bøder.
 
Erklæringen, der blev vedtaget i tirsdags, er støttet af 19 EU-lande, som foruden Danmark blandt andet tæller Tyskland, Finland, Frankrig, Holland og Sverige.