DET ER EN KÆMPE STYRKE AT HAVE EN FORENING I RYGGEN

Bjarte Myrhol har af flere omgange fået hjælp af Håndbold Spiller Foreningen.
En hjælp han selv beskriver som en komplet pakke.

Smerter efter en skulderskade var den overskyggende grund til, at Bjarte Myrhol stoppede sin aktive håndboldkarriere. En skade som den tidligere Skjern anfører i september 2020 blev opereret for, men som han reelt aldrig kom sig 100% over. Bjarte Myrhol udtaler:

- ”Jeg havde så mange smerter, at jeg var nødt til at sige til Carsten (Thygesen red.) og klubben at det ikke gik mere. Siden skaden har jeg været en af dem, der synes det var sjovest at spille kampe, og ikke træne så meget. Det fungerede for mig at spille kamp, restituere, forberede mig til en ny kamp, spille kamp og så gentage. Så kunne jeg performe 100% til kamp, og gå helt ned i tempo efter. Men til sidst indser man, at det ikke går i det lange løb.”

Bjarte Myrhol har i samarbejde med Håndbold Spiller Foreningen indmeldt skulderskaden til sin forsikring. En af flere problemstillinger, som HSF har hjulpet ham med.

- ”Jeg var medlem af både NISO (Norsk Idrettsutøveres Sentralorganisasjon red.) og Håndbold Spiller Foreningen i mange år, uden rigtigt at have haft brug for dem. Men i løbet af de sidste par år, har den hjælp jeg har fået af Håndbold Spiller Foreningen, været de 10 år uden hjælp værd. Jeg har været meget tilfreds med både professionalismen og gennemførelsen. Det er en kæmpe styrke at have en forening i ryggen. HSF har hjulpet mig med kontraktgennemlæsning, aftale med en sponsor samt skader. Senest med min skulderskade, hvor sagen lige er gået i gang. Her har jeg især brugt den juridiske afdeling rigtig meget, og jeg har kun positive ord tilovers.”

- ”Jeg vil i højeste grad anbefale Håndbold Spiller Foreningen. Jo større man er, jo stærkere står man. Det vil også gøre det nemmere for Håndbold Spiller Foreningen at stå stærkt, hvis alle er med. Den økonomiske investering det er at være medlem, er ”peanuts” i forhold til hvad man får tilbage når man virkelig har brug for det. Så det er et klart JA!”

Hvis du også har brug for assistance til en arbejdsskade, rådgivning til kontrakter eller lignende, så tøv ikke med at kontakte os på: kontakt@haandboldspiller.dk. Vi har stor ekspertise og erfaring med hjælp til denne slags sager.