Nyhed, 16/10-2013
24. januar blev Spelarföreningen Handboll Sverige (SHS) grundlagt ved et møde i Göteborg. Motivationen var et stigende antal konflikter imellem spillere og klubber, der oftest gik på manglende løn, uenighed om hvordan kontrakter skulle tolkes, samt forsikringsspørgsmål.
Siden januar er processen gået i gang med at etablere foreningen og i maj blev den første bestyrelse valgt, der består af formanden Arne Johansson, der har en lang historik i svensk håndbold, samt spillerne Lars Bernhardsson (Redbergslids IK), Robert Johansson (IK Sävehof), Robert Bladh (HK Drott Halmstad) og Ola Netterheim (Ystads IF).
Som navnene på bestyrelsesmedlemmerne afslører, vil det umiddelbare fokus i starten være på de mandlige håndboldspillere. Det er dog kun af praktiske årsager og kvindelige medlemmer er mere end velkomne. Når foreningen er fuldt udbygget, er det meningen, at den skal rådgive spillerne om kontrakter, forsikring, skadeserstatning, skat mv. Ligeledes skal foreningen yde juridisk bistand i tilfælde af eventuelle tvister. Den store udfordring i starten har da også været at tilknytte folk med disse kompetencer for at kunne servicere og hjælpe medlemmerne.
Forbillederne for foreningen er udover Spelarföreningen Fotboll Sverige (SFS) og Sveriges Ishockeyspelares Centralorganisation (SICO) ikke mindst netop Håndbold Spiller Foreningen her i Danmark. Af samme grund har SHS og HSF aftalt at mødes under vinterens EM i herrehåndbold, hvor HSF vil kunne dele ud af 14 års erfaringer og hjælpe vores kolleger på den anden side af sundet. SHS har dog allerede fået hjælp fra danske Martin Bager, der spiller i Ystad IF og har været med i HSFs bestyrelse siden 2010. SHS har også et godt forhold til de andre svenske spillerforeninger uden at det er nået til konkret samarbejde endnu.
Arne Johansson forklarer at klubberne i Elitserien for herrer foreløbigt har taget positivt imod SHS og er åbne for samarbejde. Derimod har modtagelsen fra Svensk Elithandboll (den svenske divisionsforening) og det svenske håndboldforbund været mere kølig og der er fra den side ikke signaleret et ønske om samarbejde eller anerkendelse af behovet for en spillerforening.
På nuværende tidspunkt har over 75 % af spillerne i Elitserien for herrer meldt sig ind i SHS og Johansson fortæller at næste skridt for SHS er at rekruttere medlemmer på kvindesiden og i herrernes Allsvenskan, der er den næstbedste række. En større og bredere medlemsskare vil gøre SHS til en stærkere aktør, når spillernes interesser skal forsvares.
På længere sigt er et af de store ønsker for SHS, på lige fod med HSF, at indgå en overenskomst, der sikrer minimumstandarder for ansættelsesvilkår, pensioner og forsikringer i spillerkontrakter. SHS spiller dog også en vigtig rolle i forhold til fremtiden for svensk håndbold:
- Det er ikke bare når der opstår problemer og uenigheder, at der findes et behov for en fagforening for spillere. F. eks. er det divisionsforeningen Svensk Elithandboll, der driver diskussionen om en fremtidig professionel herreliga og på den baggrund, er det af største vigtighed, at der findes en stærk organisation på spillersiden, afslutter Arne Johansson.