Pressemeddelelse, 15/6-2014
Vinderen af afstemningen, som er arrangeret af Håndbold Spiller Foreningen og Dansk Håndbold Forbund i samarbejde med kvindelandsholdets samarbejdspartnere, Kvik Køkkener og AL Bank, blev ikke overraskende venstrefløjen Maria Fisker.
Det er samtlige spillere i den danske liga og 1. division samt alle udlandsprofessionelle, der har stemt og netop det at blive hædret af kollegerne, glæder den 23-årige Viborgspiller.
”Jeg er både utroligt stolt og umådeligt glad for at min indsats på den måde er blevet anerkendt af de spillere, jeg gennem sæsonen har spillet både imod og sammen med. Det betyder virkeligt meget at få sådan et skulderklap” siger Maria Fisker, som udover en fremragende sæson for landsholdet også vandt det danske mesterskab og den europæiske Cupwinners Cup med Viborg.
”Jeg føler da også selv, at jeg har haft en rigtigt god sæson, og for mig har det været meget vigtigt, at det er lykkedes mig at gribe de chancer, jeg har fået undervejs. Det har styrket selvtilliden og givet mig tro på, at jeg kunne fortsætte en positiv udvikling.”
Titlen som Årets Kvindelige Landsholdsspiller er ikke sæsonens første personlige triumf for Maria Fisker, der i aftenens opgør mod Litauen spillede sin landskamp nummer 47.
Da det danske kvindelandshold ved december måneds VM i Serbien hentede bronzemedaljer, blev hun fuldt fortjent udtaget til slutrundens All Star hold som verdens bedste venstre fløj.
”Det har været en fornøjelse at følge Maria Fisker i denne sæson, hvor hun med sin fine teknik, sin hurtighed og sin altid positive attitude i mine øjne har udviklet sig til at være en af de bærende kræfter på landsholdet” siger Lisbeth Holm Benattia, marketingschef hos den ene af landsholdets hovedsponsorer, AL Bank.
Og Marketing Project Manager hos Kvik, Lili Agerbo Nielsen, er helt på linje:
”Som jeg ser det, er det fuldt fortjent, at Maria Fisker bliver kåret som Årets Landsholdsspiller. Hun er om nogen billedet på den gejst og energi, der placerer holdet i toppen af international kvindehåndbold.”
Udover repræsentanter for de to landsholdssponsorer fik Maria Fisker overrakt hæderen af direktør for Håndbold Spiller Foreningen, Michael Sahl Hansen og Per Bertelsen, formand for Dansk Håndbold Forbund.