DEN FØRSTE KONTRAKT

Flere og flere unge spillere får tilbudt kontrakt. Det er for mange et stort øjeblik, hvor karrierens første mål bliver opfyldt. Det er fortjent at blive belønnet for sine ambitioner og hårde arbejde, men du fortjener også, at kontrakten er rimelig overfor dig.

HSF kan sikre, at klubben ikke udnytter din (og dine forældres) manglende erfaring i at forhandle kontrakt i sportens verden. Vi tilbyder rådgivning om samtlige forhold, man som ung spiller skal være opmærksom på. Det kan eksempelvis være forholdet mellem løn og bindingsperiode, din forsikringsstatus som kontraktspiller samt hvordan du får livet som håndboldspiller til at hænge sammen, med din uddannelse eller dit erhvervsarbejde. Eller hvordan du undgår at blive låst af EHF’s transfersystem ved et klubskifte til udlandet, efter din kontrakt er udløbet. Mange spillere rådfører sig med HSF, hver gang de skal forhandle ny kontrakt.