SIMON PYTLICK ER ÅRETS MANDLIGE LANDSHOLDSSPILLER 2022/2023

Efter en fænomenal sæson blev den 23-årige fynbo hyldet af kollegerne og en udsolgt Royal Arena før torsdagens kamp mod Norge.

12.000 tilskuere i Royal Arena sendte massive klapsalver ned over Simon Pytlick, da han inden åbningen på Norlys Golden League fik overrakt prisen som Årets Mandlige Landsholdsspiller 2022/2023.

Det er kollegerne, der har kåret Pytlick, for vinderen findes ved en afstemning blandt spillerne i Herreligaen, 1. division og de danske udlandsprofessionelle.

Den 23-årige fynbo har da også haft et helt ekstraordinært år. Han bragede ind på den internationale håndboldscene med en afgørende rolle i Danmarks tredje VM-triumf på stribe.

Han blev efterfølgende kåret som turneringens bedste venstre back, og i juni opnåede han den ultimative hyldest fra Det Europæiske Håndboldforbund, der kårede ham som årets mest værdifulde spiller i Europa.

Derudover modtog han mellem jul og nytår den prestigefyldte pris som Årets Fund i dansk idræt uddelt af Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Politiken.

Det er Norlys, der sammen med Håndbold Spiller Foreningen og DanskHåndbold står bag kåringen af Årets Mandlige Landsholdsspiller.

Prisen blev overrakt af Niels Duedahl, der er adm. direktør i Norlys, flankeret af Torben Vinther, direktør i Håndbold Spiller Foreningen, og DanskHåndbolds formand, Morten Stig Christensen.

Torben Vinther er begejstret over Simon Pytlick som et godt forbillede for dansk håndbolds mange lovende talenter.

- Han går forrest med sin væremåde. Kombinationen af at være så dedikeret og ærgerrig og samtidig så tilgængelig og jordnær. Der skuffer han heller ikke – han har hele pakken, og jeg ser frem til at følge ham levere i rødt og hvidt i mange år endnu.

Stort tillykke, Simon!

Foto: Dejan Obretkovic