FOR MIG ER HÅNDBOLD SPILLER FORENINGEN FØRST OG FREMMEST SIKKERHED

Håndbold Spiller Foreningens bestyrelse består af aktive og tidligere elitehåndboldspillere. Her er Anders Kragh Martinusen et af de nyeste medlemmer. Vi har taget en snak med ham om arbejdet i en bestyrelse, og hvilke emner han er optaget af.

”Det var egentlig Håndbold Spiller Foreningen der spurgte mig, om det var noget jeg havde lyst til at være en del af. Jeg har brugt HSF i alle mine år som medlem. Jeg har altid gået op i de sager jeg var en del af, samt givet råd til andre spillere, hvis nogen stod i samme situation som jeg selv gjorde.
Jeg har indtil nu været med til 2-3 møder, som under Covid-19 pandemien er foregået online. På møderne har vi i bestyrelsen berørt spørgsmål som ”hvordan står det til i Håndbold Spiller Foreningen?”, og ”hvordan står det til i klubberne, og hvad mærker vi ude i klubberne?”.

Anders Kragh Martinusen er dog heller ikke i tvivl om, hvilket emne han er optaget af:
”Det kunne være super at få fat i mange af de unge spillere, som måske ikke er helt klar over hvad Håndbold Spiller Foreningen er. For derved at komme bredere ud, og gøre HSF endnu større. Det er et emne jeg synes er meget interessant kontinuerligt at snakke videre om. Hvordan får vi de unge, der måske står overfor at skulle skrive sin første professionelle kontrakt, til at få øjnene op for sikkerheden som Håndbold Spiller Foreningen kan tilbyde.”

En sikkerhed, som han selv ser som omdrejningspunktet for arbejdet i Håndbold Spiller Foreningen.
”For mig er Håndbold Spiller Foreningen først og fremmest sikkerhed. En sikkerhed i hjælp til juridiske problemer som man ikke selv har styr på. Der er ingen tvivl om, at det sikkerhedsnet HSF kan give dig, er ekstremt vigtigt at have med i bagagen. Man kan ende i situationer hvor man ikke selv kan finde hoved og hale i det, og her er det super at have opbakning fra sin fagforening, som udelukkende vil en det bedste. Klubberne vil oftest også spillerne det bedste, men der er nogle gange kontraktlige forhold, som er svært for dig som person at være bevidst omkring, og det kan Håndbold Spiller Foreningen være behjælpelig med. De kan skrue på nogle knapper, og gøre dig opmærksom på at de her forhold måske ikke er optimale for lige præcis dig. De kan hjælpe dig med skadessager, hjælpe med at give et overblik over hvordan din forsikring er skruet sammen, ferie, uddannelse osv. Derfor er det utrolig vigtigt at være en del af Håndbold Spiller Foreningen, og få den fulde opbakning.”