Et givende samarbejde

Med en mentorordning fra Sportsalumni.dk styrker Pernille Vaaben Nielsen sine kompetencer i erhvervslivet. 

Til februar 2015 afleverer håndboldspiller i Virum-Sorgenfri Håndboldklub, Pernille Vaaben Nielsen, sit speciale, og fem års studier i medievidenskab på Københavns Universitet lakker mod en ende. Dermed står hun også på tærsklen til et job i erhvervslivet – men hvad gør man, når man gerne vil stå stærkest i en verden, der er ny og ukendt? Pernille tog kontakt til Sportsalumni.dk og fik en mentor.   

Som en del af medlemskabet i Håndbold Spiller Foreningen tilbydes også Sportsalumni.dk, der er et karrierenetværk for nuværende og tidligere elitesportsudøvere. Ud over netværksmøder med forskellige temaer inkluderer Sportsalumni.dk blandt andet også en mentorkreds af tidligere elitesportsudøvere, der har skabt sig en karriere i erhvervslivet, og dermed har stor erfaring at trække på. Og det er den erfaring, Pernille gerne vil drage nytte af: ”Jeg skal snart til begive mig ud i erhvervslivet, og det er et spring, der kommer til at byde på mange udfordringer og muligheder. Derfor søgte jeg en mentor, som kunne give mig individuel sparring i forhold til min karriere, men hvor der er også fokus på faglig og personlig udvikling,” fortæller hun.

På Sportsalumni.dk søgte Pernille gennem sit CV og en motiveret ansøgning en mentor, der kunne give hende sparring og rådgivning indenfor kommunikation og marketing, da det er indenfor dette felt, Pernille ser sig selv arbejde i.

Et fagligt samarbejde
Mentor og mentee-samarbejdet mellem Pernille og den tidligere håndboldspiller Camilla Andersen, der nu er direktør i rejseselskabet Travel Sense, er stadigvæk nyt. Men Pernille har store forventninger til det kommende samarbejde: ”Til vores første møde snakkede vi meget om min nuværende situation, og om de udfordringer jeg møder i mit job ved siden af specialet. Vi snakkede blandt andet om det, at turde sige nej til opgave, som ikke ligger indenfor min uddannelse og kompetencer. Hvilket også var udfordringer, Camilla selv har stået overfor.”

Pernille og Camilla mødes en gang hver tredje måned, og det faglige samarbejde passer Pernille godt: ”Jeg synes, det er dejligt, at det ikke er bygget op omkring en veninderelation, men at det udelukkende er et fagligt samarbejde. Møderne med Camilla kan give mig rigtig meget, fordi det er centreret omkring faglig sparring og vejledning indenfor de udfordringer, man møder i erhvervslivet.”

Give ud af erfaringer
Camilla Andersen, der i sin tid blev spurgt, om hun ville være en del af mentorkredsen, takkede ja af flere grunde: ”Da jeg startede min egen virksomhed, kunne jeg godt have brugt en lignende ordning, og derfor synes jeg, det er fint, at jeg kan give ud af den erfaring, jeg har gjort mig, både i forhold til de fejl jeg har lavet, men også de rigtige ting,” fortæller Camilla. 

Men også for Camillas vedkommende er det spændende og udbytterigt at have dette samarbejde med Pernille: ”Jeg synes, at Pernilles og min profil passer godt sammen, og jeg forventer da også at få noget ud af samarbejdet – det gør jeg allerede. Det sætter jo nogle tanker i gang, når der kommer en ung person med stor energi og som byder ind med meget.”