HÅNDBOLD SPILLER FORENINGEN OG 4PLAYER GJORDE AT KONTAKTEN BLEV SKABT, OG JEG SKULLE BARE FØRE DET I MÅL

Kasper Olsen har igennem tre omgange fået hjælp af Håndbold Spiller Foreningen i forbindelse med arbejdsskadesager og et fleksibelt job.

I tredje omgang fik Kasper Olsen gennem Håndbold Spiller Foreningen og 4players virksomhedspartnere der tilbyder fleksible jobs, tilbudt en samtale hos Nykredit:
”Jeg var til et møde inde i HSF, hvor vi havde en snak om hvad jeg gerne ville lave ved siden af at spille håndbold. Jeg havde brug for et job ved siden af, og finde noget som på sigt ville kunne tage over for min håndboldkarriere. Mit mål var at få en fod indenfor i bankverdenen. Mødet jeg havde med HSF gjorde at kontakten blev skabt, og jeg skulle bare føre det i mål. Og jeg var så heldig at få jobbet. Det at hjælpe kunder gør bare et eller andet for mig. Det giver en tilfredsstillelse, at man har svaret en kunde og man får et positivt svar tilbage.”

Glæden ved at være kunderådgiver i Nykredit er tydelig for enhver. Kasper Olsen beskriver det selv som værende et drømmejob, og som et skridt han ville ønske han havde taget tidligere:
”Lad os sige at man har en skadesperiode, så har jeg jobbet i Nykredit hvor det overhovedet ikke handler om håndbold. Der kan jeg tanke noget selvtillid på en helt anden måde. Det afbræk er vigtigt at have. Og så er det vigtigt at blive udfordret mentalt på nogle andre aspekter også. Man har en hverdag oppe at køre. For mig var det vigtigt at få et ben indenfor i bankverdenen, og så derfra kunne arbejde mig op.”

”I princippet er min håndbold karriere og mit job i Nykredit lige vigtige for mig, men det er klart at i det at jeg har levet af at spille håndbold i flere år, og håndbold generelt altid har fyldt meget, så er det det man fokuserer meget på. Jeg vil gøre det så godt som overhovedet muligt i Nykredit, men det vil jeg selvfølgelig også på håndboldbanen.”

I 2014 var der tale om en knæskade, hvor Kasper var så uheldig at rive korsbåndet over i forbindelse med en fodfinte. En korsbåndsskade kan være svær at komme tilbage fra, og det kræver at man bruger stort set al sin energi på at genoptræne ordentligt, hvis man vil tilbage til top håndbold igen. Heldigvis kæmpede Kasper sig tilbage på håndboldbanen. Det var et direkte udslag af en grundig og hård genoptræning, som Kasper ikke selv mener kunne have ladet sig gøre, hvis han samtidig skulle have brugt mange ressourcer på at have kørt arbejdsskadessagen selv.

”Det var utroligt dejligt at få hjælp af HSF vedrørende min arbejdsskade. Jeg kunne koncentrere mig fuldt ud om håndbold og genoptræningen, fordi HSF tog sig af alt andet med hensyn til skaden. Jeg var løbende i dialog med HSFs sekretariat, hvis jeg enten havde spørgsmål eller havde modtaget nye papirer fra enten Arbejdsskadesstyrelsen eller fra min egen ulykkesforsikring. Jeg fik hele tiden hurtig tilbagemelding fra HSF, om hvad jeg skulle gøre i de forskellige situationer. Jeg må indrømme, det var dejligt, at jeg vidste der var styr på det hele, uden at jeg selv skulle sætte mig ind i alle tingene.”

Kasper Olsen har kun rosende ord tilovers om den hjælp, rådgivning og tætte kontakt til Håndbold Spiller Foreningen:
”Jeg har ingen uddannelse, og det var vigtigt for mig at få et ben indenfor ved noget, hvor jeg kunne se fremtiden i det. Det var bare ikke sikkert at det kunne lade sig gøre jo. Jeg kunne pludselig få en mulighed for at få noget, som jeg kunne bruge efter min håndboldkarriere også. Jeg vil samtidig anbefale andre til at benytte HSF med hensyn til arbejdsskader. Alt gik bare op i en højere enhed.  Jeg ville ønske jeg havde taget skridtet, og kontaktet HSF lang tid før!”