9. oktober 2015
25-årige Line Jørgensen, der har spillet 119 landskampe og scoret 303 mål for Danmark, fik lige godt en tredjedel af de afgivne stemmer, mens Louise Burgaard på andenpladsen fik 22 procent og Årets Kvindelige Landsholdsspiller 2012/13, Kristina Kristiansen, fik 17 procent på tredjepladsen.
Efter en særdeles succesfuld periode på diverse U-landshold debuterede Line Jørgensen i en alder af blot 17 år på A-niveau, da hun ved GF World Cup 2007 i Aarhus var med på det mandskab, der i turneringens første kamp besejrede Brasilien 29-24.
Dengang blev den unge Ydun-spiller først og fremmest betragtet som en hårdt skydende højre bagspiller, og allerede i sin anden landskamp, hvor modstanderen var Ukraine, lynede Jørgensens venstre hånd da også hele fem gange.
Siden da har Line Jørgensen udviklet sig fra at være ”hugger” til at blive en to-vejsspiller i verdensklasse.
Først i GOG og siden i fem sæsoner som en klippe i FCM Håndbolds forsvar og strateg i angrebet, indtil hun fra sommeren 2015 valgte at prøve kræfter med rumænsk håndbold hos CSM Bukarest.
I hele den periode har Line Jørgensen været fast inventar på landsholdet, hvor hun også har fungeret som anfører. Men trods dette lange og imponerende forløb er det første gang, hun bliver kåret som ”Årets Kvindelige Landsholdsspiller”.
”Det er en stor ære at få titlen som ”Årets Kvindelige Landsholdsspiller”. Jeg har ikke fået så meget personlig hæder i min karriere, så det rangerer selvfølgelig rigtig højt. Ikke mindst når det er mine kollegaer, der har kigget på det, jeg har gjort, og det betyder rigtig meget, at det er en spillerkåring og ikke en jury, der har siddet og valgt det,” siger Line Jørgensen om prisen, mens Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Ulrik Wilbek, kommer med følgende skudsmål:
”Som anfører er Line en person, de øvrige spillere ser op til på det menneskelige plan, og på banen leverer hun altid stabile præstationer. Der har hun forbedret sig meget og falder ikke længere ud af kampene. Man kan sige, at hun som spiller er blevet voksen. Jeg tror, det er derfor hun er blevet valgt,” siger Wilbek.
I forbindelse med torsdag aftens EM-kvalifikationskamp mod Tyrkiet blev Line Jørgensen hædret af kvindelandsholdets hovedsponsorer i skikkelse af filialdirektør i Arbejdernes Landsbank, Torben Andersen, og KPK’s direktør Jørn Sørensen, samt af Lean Bach-Nielsen, formand i Håndbold Spiller Foreningen, og DHF’s næstformand, Carsten Grønmann.
Tillykke til Line Jørgensen!