Jeg var rigtig glad for at spille i KIF Kolding, hvilket gjorde beslutningen for ti år siden omkring klubskifte til FC Barcelona rigtig svær. På daværende tidspunkt var min situation rigtig god i Kolding, jeg fik meget spilletid og havde et stort ansvar på holdet.
Jeg følte at det var et sted, hvor jeg havde succes, både på og uden fra banen. Og med succes dermed sagt, at jeg følte mig tryg, samt følte jeg var inde i en god udvikling. Jeg vidste præcis hvad jeg havde i Kolding, og stod overfor det ukendte, nemlig det at skulle til udlandet, hvilket også var en af mine store drømme, og noget jeg havde set frem til at prøve.
Det tog mig en rum tid at træffe beslutningen. Jeg havde fundet ud af med mig selv, at jeg godt kunne slå til i en storklub, så på den måde lå det også i kortene at det nu var ”min tur” til at drage til udlandet og spille. Jeg var privilegeret i og med jeg havde spillet nogle gode år, og jeg havde mulighed for at komme til nogle rigtig fine klubber og der kom Barcelona så ind i billedet.
Det var en speciel følelse at sidde med. Barcelona havde personligt for mig altid være drømmeklubben, så man tænker sikkert, at når drømmeklubben kommer og banker på døren, så vil de fleste nok springe på med åbne arme, men for mig var det lidt anderledes. Det var skræmmende i den forstand at gå fra toppen af håndbold i Danmark, til toppen af håndbold i Europa. Det var dog på alle måder en drøm der gik i opfyldelse, men tankerne og nervøsiteten omkring om jeg ville slå til var der i den grad.
En sjov historie, som var med i min overvejelsesproces, men som ikke sætter hoved på sømmet, var en af mine gode kammerater, som sagde til mig: ”Hvis ikke du tager til Barcelona, så snakker jeg aldrig til dig igen”. Han var med til at sætte tingene lidt i perspektiv, og sagde jeg simpelthen måtte til at tage mig sammen. Det var for godt et tilbud, til at lade det gå til spilde og det var rart at han skubbede lidt til mig.
At skulle vænne sig til at ny spillestil.
Det var lidt af en omvæltning at spille i den spanske sammenlignet med ligaen i Danmark. Spillestilen i Spanien for nogle år tilbage var meget mere mand-mand orienteret, hvor man i Danmark spillede mere kollektivt. En af grundene til at spillet var sat op på tomandshånd var grundlæggende fordi der var så store profiler i den spanske liga, at man netop havde mulighederne for at danne sådan en spillestil.Efter den økonomiske krise kom til Spanien, begyndte de store profiler så småt at forsvinde, og man var derfor som træner i Spanien, nødt til at ændre på spillestilen. Den blev mere kollektiv og alternativ end man var vant til, hvilket også har været med til at bringe nye spændende spillere frem i spansk holdbold. Jeg synes derfor ikke forskellen er så stor mere, i forhold til mine første år i Barcelona.
Kun et spørgsmål om tid, før Barcelona vandt den spanske liga.
Presset for at komme langt i Champions League betyder ekstremt meget for os spillere. Som spiller i Barcelona har det de sidste år været et must at vinde den spanske liga. Ikke et spørgsmål om man vandt eller ej, det var bare noget man skulle. Holdet i Barcelona er sat sammen for at få succes i Champions League. Succesen i Barcelona lå i at komme til Final4 stævnet i Champions League, for når man først var der, vidste man det ville begynde at blive sjovt. Det bliver selvfølgelig fejret at vinde den spanske håndbold liga, men klubben satsede altid på Champions League.
”I dag kan jeg se tilbage på ti år i Barcelona, som helt klart har givet mig mange erfaringer med på vejen. Jeg fortryder ingen af mine handlinger gennem tiden, men jeg har haft nogle refleksioner, som kunne have hjulpet unge Jesper for 10 år siden”.
Jeg har gjort mig den erfaring, at hvis jeg kigger tilbage på den unge Jesper der tog afsted, i forhold til den Jesper jeg er i dag, ville jeg sige til ham at han skulle have kastet sig mere ud i det spanske sprog noget før. Det var ikke fordi jeg ikke prøvede at forberede mig, men 10 timers spansk om ugen var ikke nok. Da jeg kom til Spanien, troede jeg, at jeg skulle lære spansk på skolebænken, og når jeg så kunne spansk, så kunne jeg begynde at tale med mine holdkammerater, men sådan var det ikke. Den engangsvinkel ville jeg faktisk gerne vælge om, og have kastet mig mere ud i det, have lavet flere fejl, så jeg den vej, kunne have lært sproget lidt hurtigere.
Det første år i Barcelona blev brugt på at være rundtosset omkring sproget. Det er en speciel følelse at man pludselig bliver en person, som ikke siger særlig meget og ikke har samme mulighed for at udtrykke sig, som man plejer.
Der ligger en stor del af ens identitet, ved at kunne udtrykke sig verbalt, så på den måde synes jeg det var hårdt at få taget det fra sig. Pludselig bliver der sorteret i de folk man kunne kommunikere med, da ikke alle taler engelsk. Det er hårdt ikke at kunne vise hvem man er, andet end på den nonverbale måde. Det er en speciel ting at prøve og den erfaring er god at tage med videre.
”Jeg kom fra en dansk klub hvor tingene var professionelle og man gik efter at vinde alt, men man bevarede stadig foreningens tankegangen. Bag ved den travle hverdag og de mange træningspas og kampe, var der et stort sammenhold i klubben”.
I Barcelona fandt jeg ud af på den hårde måde, at det var hårdkogt business og hvis man ikke leverede, så stod der en bag kulissen og var klar til at erstatte dig.
Det er lidt mærkeligt at sige, men man skulle på en eller andet måde, tage følelserne ud af håndbolden og ikke tage det så personligt. Ikke tage det som et fravalg af mig som person, men mere som et fravalg af mig som håndboldspiller. De ting skulle jeg lære at skille ad. Så den erfaring tager jeg også med mig.
”At have boet i Barcelona i ti år har jeg set som et privilegie, jeg har fået to børn mens vi har boet der og det har været et privilegie at have den tid sammen med sin familie”.
Når man er i et andet land, så er tempoet et andet. Jeg elsker min familie og venner rigtig højt, men når de ikke er tilstede i hverdagen på samme måde, er der heller ikke den mulighed for at se dem hele tiden. Derfor har tempoet været skruet meget ned, vi har ikke haft så mange arrangementer at skulle løbe til hele tiden sammenlignet med da vi var hjemme i Danmark.
Når man er så langt væk, og ikke er tilgængelig, bliver ens besøg hjemmefra utroligt intense, hvilket er rigtig dejligt, men når de så er rejst hjem, så er man igen alene. Så kan der går noget tid, inden man skal noget igen.
Jeg føler at vi som familie har haft meget kvalitetstid sammen, hvilket har været rigtig lækkert, ikke at vi ikke har det nu, efter vi er flyttet hjem igen, men man kan godt mærke at tempoet er højere igen her hjemme i Danmark. Hvilket er et skifte vi har været opmærksomme på og det er både på godt og ondt.
Vi er kommet hjem igen, og vi har selv været med til at skrue op for tempoet. Vi vil jo gerne se vores familie og venner og på den måde kommer der jo mange arrangementer. Det er ligesom om at tidsperspektivet lige har fået et hak op ad, så tingene går lidt hurtigere, så det er noget vi forsøger at være opmærksomme på.
Jesper Nøddesbo har haft stor succes i BSV efter han er kommet tilbage til dansk håndbold. Hans kollegaer og Danmark har generelt set frem til at en spiller af den kaliber igen kan opleves i de danske haller. Jesper Nøddesbo opnåede i sin tid i Barcelona udover en masse nationale mesterskaber, også at vinde trofæet i Champions League, hvilket var en af de store mål, da den sympatiske stregspiller rejste på eventyr i Spanien.