Bet365 skal betale erstatning til danske sportsstjerner
Mens de fleste håndboldspillere er på vej fra ferie og tilbage på håndboldbanen, har vi gode nyheder for alle nuværende og fremtidige professionelle sportsudøvere i Danmark.
Sammen med vores gode kolleger fra Spillerforeningen og DEF-SPORT opnåede vi på vegne af 23 danske sportsstjerner, heraf én håndboldspiller, en fundamental sejr over BET365, for uautoriseret brug af deres billeder og navn i betting annoncer.
Landsretten dømte til fordel for atleterne, og tildelte dem i alt 4,7 mio. kr. i erstatning.
Direktør i Spillerforeningen, og tidligere direktør i Håndbold Spiller Foreningen, Michael Sahl Hansen sagde følgende om afgørelsen:
”En af de vigtigste opgaver, vi har i foreningerne, er at sikre og forsvare atleternes rettigheder. Med denne afgørelse sikrede vi, at du ikke bare kan bruge atleternes billedrettigheder – billeder, navn, kendetegn – uden at søge samtykke på forhånd.”
I Håndbold Spiller Foreningen er vi tilfredse med afgørelsen, og takker Spillerforeningen, DEF-sport og advokat Kromann Reumert for samarbejdet.