8. juni 2017:
Efter en afstemning blandt spillerne i Primo Tours Ligaen, 1. division og de danske udlandsprofessionelle er Stine Jørgensen blevet kåret til Årets Kvindelige Landsholdsspiller 2016/2017.
Det er andet år i træk, at landsholdsanføreren vælges til den fornemme hæder af sine kolleger. Stine Jørgensen fik hele 74 % af stemmerne, Sandra Toft kom ind på 2. pladsen med 10 % efterfulgt af Anne Mette Hansen med 9 %.
Stine Jørgensen har inden aftenens landskamp mod Tyskland spillet 112 kampe i rødt og hvidt, hvor det er blevet til 343 mål for den stærke venstre back. Hun har siden sin debut tilbage september 2010 været mere eller mindre fast inventar på det danske landshold, hvor hendes rolle på og uden for banen kun er vokset med tiden.
På klubplan har Stine Jørgensen også gjort sig positivt bemærket for FCM Håndbold i denne sæson, hvor det blev til en suveræn 1. plads i grundspillet, og det endte med en bronzemedalje til midtjyderne. Igen i denne sæson kunne Stine Jørgensen også finde netmaskerne, hvor hun kunne noteres for hele 132 scoringer i 22 kampe for klubben.
Landsholdets nr. 28 fik overrakt prisen af Erhvervscenterdirektør i Arbejdernes Landsbank, Lars Møller, Salgschef i KPK Døre & Vinduer, Peter Bechmann, DHF’s næstformand Carsten Grønmann Larsen samt Håndbold Spiller Foreningens formand Lean Bach-Nielsen.
Om hæderen siger landsholdsanføreren:
”Det betyder rigtig meget at blive kåret igen. Der er mange, der har gjort det rigtig godt på landsholdet i år – ikke mindst til EM i Sverige. Det er en ekstra stor cadeau, at det kollegaerne der stemmer, så det er jeg rigtig glad for. Man skal dog huske, at håndbold er en holdsport og uden alle mine dygtige holdkammerater, ville jeg ikke have kunnet tage prisen,” siger Årets Kvindelige Håndboldspiller 2016/2017, Stine Jørgensen.
Stort tillykke til Stine Jørgensen!
Her er vinderne af prisen de seneste fem år:
Stine Jørgensen 2016/2017
Stine Jørgensen 2015/2016
Line Jørgensen 2014/2015
Maria Fisker 2013/2014
Kristina Kristiansen 2012/2013