Lars Krogh Jeppesen

LARS KROGH: FANTASTISK BEHANDING AF HSF

Da HC Fyn i 2012 gik konkurs, blev en lang række spillere ramt af mangel på udbetaling af løn. En af de spillere var tidligere landsholdsprofil, Lars Krogh Jeppesen, som i den forbindelse fik hjælp af Håndbold Spiller Foreningen til en sag, der heldigvis fik en positiv afgørelse.

Det blev kun til én sæson for fusionsklubben HC Fyn, før den ambitiøse håndboldklub blev nødsaget til at dreje nøglen om grundet manglende likviditet. Det medførte stop af al betaling og dermed også løn til spillere og ansatte. Lars Krogh Jeppesen var som spillende sportsdirektør en af de personer, som oplevede den svære tid i den konkursramte klub på egen krop og gik i lang tid uden nogen indkomst.

- Tiden omkring HC Fyns konkurs var meget forvirrende og meget uoverskuelig. Én ting er jo, når man ender i sådan en situation, det er ulykkeligt. En anden ting er alle de mange spørgsmål, som jeg gik rundt med. I den henseende var det rigtig rart at kunne få hjælp af Håndbold Spiller Foreningen, for det er bestemt ikke en sjov situation at stå i, fortæller Lars Krogh Jeppesen, der udover den korte periode i HC Fyn, blandt andet har en imponerende fortid i storklubberne SG Flensburg-Handewitt, THW Kiel samt FC Barcelona.

Vigtig dialog
Lige netop Håndbold Spiller Foreningens tilstedeværelse fremhæver den tidligere europamester som værende utrolig betydningsfuld for ham undervejs i forløbet.

- Håndbold Spiller Foreningen hjalp mig med stort set alt, og jeg må bare sige, at jeg har fået en fantastisk behandling. De stod hele tiden til rådighed og var gode til at holde mig opdateret. Jeg tror, at dialog er meget vigtig, når folk render rundt og ikke rigtig ved, hvad der kommer til at ske. Med min sag var der hele tiden den nødvendige dialog omkring, hvad der nu skulle gøres og hvilke oplysninger, der skulle bruges fra mig. Det var rart at have nogen med den rette ekspertise inden for området, siger Lars Krogh og tilføjer:

- Derudover var min sag meget anderledes, end mange af spillernes var, da jeg jo var ansat som spillende sportsdirektør. Det betød desværre en hel del forskellige problemer, som havde indvirkning på min sag, men heldigvis endte det godt, forklarer den hårdskydende venstre back med 139 A-landskampe på CV’et.

En kompliceret sag
Det var Lars Krogh Jeppesens position som spillende sportsdirektør, der var med til at komplicere hans sag. I og med at det var Lønmodtagernes Garantifond, som skulle udbetale den manglende løn, lå problemet her i, at de som udgangspunkt ikke udbetaler manglende løn til en person ansat som direktør.  

- Det betød jo, at min sag var fyldt med problemer og udfordring, som jeg, som ganske almindelig mand, ikke havde indsigt i. På den måde var der jo ekstra mange spørgsmål, så som hvordan jeg skulle forholde mig, hvis jeg nu ikke blev dækket. Men da mine arbejdsopgaver var, som de var, så endte det jo heldigvis med, at jeg blev dækket, og at jeg fik den løn tilbage, som jeg manglede i den pågældende periode, hvilket jeg egentlig også synes er retfærdigt, fortæller Lars Krogh Jeppesen, der er født i Hvidovre uden for København.

Meld dig ind
Efter konkurssagen, og en efterfølgende periode påvirket af diverse problemer, kan Lars Krogh Jeppesen ikke andet end at understrege, hvor vigtigt det er at være medlem af Håndbold Spiller Foreningen.

- Jeg tøver ikke et sekund med at sige, at vi som håndboldspillere alle sammen bør være medlem samt bakke op om Håndbold Spiller Foreningen. Det er vores fagforening, og de gør et utroligt stort stykke arbejde for at sikre, at håndboldspillerne har gode vilkår, så derfor vil jeg anbefale alle at melde sig ind. Det kan jo ske for alle, at man har brug for en eller anden form for hjælp eller support. Det er også derfor, at jeg fortæller om min sag, så mine oplevelser forhåbentlig gør det endnu mere klart, hvor meget Håndbold Spiller Foreningen betyder, fastslår Lars Krogh Jeppesen.

Efter perioden i HC Fyn trænede Lars Krogh Jeppesen med hos KIF Kolding for at holde formen ved lige. Senere blev han ansat som assistenttræner i klubben samt ansat i administrationen som salgsansvarlig – en position han stadig har den dag i dag, også efter klubben skiftede navn til KIF Kolding København, hvor han sidder i klubbens vest-afdeling. Efter Krogh Jeppesen ellers havde stoppet karrieren, fik han comeback i februar måned i år ved en EHF Cup-kamp mod Rhein-Neckar Löwen grundet en række skader i truppen. Han var sammen med resten af KIF Kolding København med til at lede klubben til sejr mod det tyske topmandskab.