Det var en helt almindelig dag, tilbage i november 2016. Jeg skulle til træning, og på daværende tidspunkt spillede jeg i klubben Ribe-Esbjerg. Til træningen fik jeg det man kalder en ”lille bold” i hovedet - ikke særlig hårdt. Jeg trænede færdigt, og tænkte ikke videre over det.
Dagen efter var det kampdag og jeg kunne godt mærke inden kampen, at noget ikke var som det skulle være. Jeg spillede dog alligevel alle 60 minutter. Jeg satte mig ud i bilen næste dag og satte kursen mod endnu et træningspas. Efter 10-15 kilometers kørsel, måtte jeg holde ind til siden og ringe til min daværende træner Claus Uhrenholt og fortælle ham, at det ikke er helt godt med hovedet, og jeg derfor måtte melde afbud til træning. Min fornemmelse var ikke god, men mine tanker gik på, at skuddet ikke var så hårdt og jeg bare havde brug for et par dages pause.
Et par dages pause ændrede dog ikke på min situation; der var faktisk slet ingen bedring at mærke. Jeg talte derfor med Sune Agerschou, som er sportsdirektør i klubben, og som selv døjer med eftervirkningerne af en hjernerystelsesskade. Sune forklarede mig, at jeg skulle tage al den tid, jeg skulle bruge for at komme oven på igen.
Jeg kom i behandling, imens dagene bare passerede. Den ene uge tog den anden og i den periode døjede jeg rigtig meget med hovedpine, kvalme og lyssvind. I perioden der gik, var jeg rigtig frustreret og mine tanker gik på, at jeg var så ung, og at jeg burde have en masse gode håndbold-år tilbage. Derudover var jeg hamrende frustreret over, at jeg troede, jeg var kommet helt ovenpå siden sidste hjernerystelse, og derfor ikke skulle døje med det mere. Det var en rigtig træls følelse, at man næsten lige havde skiftet klub, hentet ind som 1. målmand og kun havde spillet 10 kampe, og så lade sine holdkammerater i stikken på en eller anden måde.
Derefter begyndte tankerne omkring, at hvis der virkelig ikke skulle mere til i denne omgang - og at det sidste gang endte med at tage flere måneder - om det så overhovedet var nogen god idé at fortsætte med at spille. Jeg var jo sikker på at, jeg nok ville blive ramt i hovedet igen - det var bare et spørgsmål om tid.
Noget tid efter, fik jeg tid til en neurolog, og min forhåbning var, at neurologen kunne sætte lidt ord på, hvad der skete med mig og gøre mig klogere omkring min situation, da han havde en større viden om hjernerystelser. Efter en del snak, spurgte jeg ham direkte; ”Hvis jeg var din søn, hvad ville du så have jeg skulle gøre?” Han svarede klart, at han ville sige jeg skulle stoppe med det samme - Uden tvivl!
Vi nærmede os sommerferien 2017 og ordene fra neurologen sad fast. Jeg besluttede mig for, at jeg ville prøve at lægge tankerne omkring besøget hos neurologen væk for en stund, da jeg på dette tidspunkt tænkte, at jeg ville give håndbolden en chance mere.
Da mailen omkring opstart tikkede ind i min mailboks, fik jeg alligevel følelsen af, at jeg ikke var klar og samtidig ikke havde det godt med det. Jeg gik stadig og døjede med hovedpine og på en eller anden måde, havde jeg heller ikke den samme glæde ved at skulle i gang igen.
Jeg fik mig en snak med min træner og fik tilbagemeldingen om at, hvis jeg havde brug for en, to eller tre måneder til at starte op, så ville klubben gerne vente på mig.
Dette til trods, så valgte jeg alligevel at stoppe helt, mens jeg stadig kunne en masse ting, uden at have voldsomme mén. Jeg var fast besluttet på, at jeg ikke ville risikere at skulle døje med så mange mén, at det ville gå ud over min dagligdag.
Klubben og jeg fandt en god løsning med ophævelsen af min kontrakt og alle var meget forstående overfor min beslutning, så det var alt i alt en god afslutning på noget rigtig lort, for at sige det ligeud.
Som skadet håndboldspiller får du ofte spørgsmålet ”føler du dig presset til at spille?” Til det kan jeg svare, at sådan har jeg overhovedet ikke følt det på noget tidspunkt i Ribe-Esbjerg. Jeg har været i en ”heldig” situation, at vores sportsdirektør Sune, selv døjer med det samme, samt at min daværende træner var meget forstående for min situation. Jeg følte mig egentlig mest presset overfor mig selv. Jeg havde den dårlige samvittighed hængende over hovedet hele tiden og samtidigt skyldfølelse over at jeg ikke kunne spille. Så det største og eneste pres var det, jeg lagde på mig selv.
Hvornår kontaktede du Håndbold Spiller Foreningen for hjælp?
Jeg var egentlig i gang med en forsikringssag i forvejen med min ankel. Jeg havde godt hørt, at Håndbold Spiller Foreningen kunne hjælpe med den slags sager, men jeg havde tænkt, at det ikke var nødvendigt.
En gammel holdkammerat anbefalede mig det og sagde, at det var en god ide. Så jeg ringede til Michael Sahl Hansen fra HSF og hørte om mulighederne. Jeg blev hurtigt sat i kontakt med juraafdelingen og derfra kørte det hele egentlig bare på skinner.
Hvad har det betydet for dig at få hjælp og lægge ansvaret over til HSF?
Jeg er ikke sindssyg god til sådan nogle ting og det handler jo også om, at man skal få sagt de rigtige ting. Ved at give Nikolaj Koch-Hansen fra juraafdelingen en fuldmagt, så vidste jeg 100 procent, at der var styr på tingene, og hvis jeg havde nogle spørgsmål, kunne jeg altid ringe og skrive til ham. Han vendte altid tilbage med svar samme dag, eller senest dagen efter. Det synes jeg egentlig er imponerende, i forhold til hvis man tænker på, hvor mange medlemmer der er i HSF
Så det har været betryggende at give ansvaret til nogle, som har prøvet det mange gange før. Jeg havde slet ikke forventet, at kunne blive hjulpet så meget.
Jeg kan kraftigt anbefale, at man kontakter Håndbold Spiller Foreningen, hvis man står i en situation, hvor man har brug for hjælp til en forsikringssag. Jeg tænker at når selskabet kan se, at man har en jurist med, giver det en form for gennemslagskraft. Derudover ved man at man får sagt og skrevet de rigtige ting undervejs. Forsikringsselskaber leder jo altid efter den lille fejl, som gør at de ikke skal udbetale nogen erstatning.
Hvordan har du det i dag og hvad har du af nye fremtidsplaner?
Jamen der er ikke meget håndbold tilbage i hverdagen for tiden. Jeg kan mærke, at jeg stadig skal have det lidt på afstand, så jeg ser stadig ikke så meget håndbold. Jeg har dog været inde og se to kampe live. Jeg døjer stadig med en smule mén fra hjernerystelsen, hvilket gør, at jeg hurtigt kan få hovedpine. Ellers har jeg det egentligt fint langt hen ad vejen. Så i store træk tror jeg egentlig jeg er sluppet billigt.
Jeg troede jo, at jeg skulle spille håndbold i mange år endnu, så der skulle lige pludselig ændres lidt i mine fremtidsplaner. Jeg er begyndt at læse til maskinmester, så jeg er gået fra en aktiv hverdag til at sidde fuldstændig stille på skolebænken. Det er noget helt andet, og det skulle jeg lige vænne mig til.