4player-case: Badmintonverdenens nr. 20 med på holdet til EM i volleyball

Der er ikke mange, der kan vinde over Hans-Kristian Vittinghus på badmintonbanen. Og med hjælp fra 4player skifter verdens nr. 20 nu fjerbolden ud med volleyball - i hvert fald udenfor banen. Han skal i praktik hos organisationen bag EM i volleyball 2013.

Nyhed, 2/7-2013

Det er ikke lang tid siden, at Hans-Kristian Vittinghus kunne hejse badmintonketcheren triumferende i vejret i Madrid som vinder af Spanish Open. Nu skal den danske fjerekvilibrist som led i sin Sport og Event Management-uddannelse online på UCN Aalborg hjælpe med at gøre EM i volleyball til den bedste sportevent på dansk grund i 2013.
 
- Jeg glæder mig til at føre alle de ting ud i praksis, som jeg har lært på studiet. Jeg skal blandt andet være med til at få setup’et i de forskellige arenaer til at fungere optimalt. Jeg har rejst en del rundt i verden og set mange forskellige setups, og jeg håber, at EM i volleyball kan drage nytte af mine erfaringer, siger Hans-Kristian Vittinghus.
 
Han får hjælp af Study4player, der giver uddannelsesrådgivning til eliteidrætsudøvere, for at få studiet, karriere og nu praktik til at gå op i en højere enhed. Kontakten mellem Vittinghus og Dansk Volleyball Forbund blev skabt gennem Job4player, der også arbejder med at sikre, at de bedste danske volleyballspillere kan kombinere sport, job og uddannelse.
 
- Jeg vil gerne fortsætte inden for sportens verden, når min aktive karriere slutter. Jeg tror, at denne uddannelse kan være med til at give mig en større ballast og et noget bredere perspektiv på, hvad der er muligt. Hvis man gerne vil have en fremtid indenfor sportens lidt mere administrative verden, så kan jeg helt klart anbefale hjælp fra Study4player til uddannelsen. Derudover er både lektioner og opgaver generelt set meget relevante og interessante, og uddannelse kan godt kombineres med sporten, hvis bare man sørger for at holde en god kommunikation med sin vejleder. Praktikpladsen hos EM i volleyball er en fantastisk mulighed for mig for at lære mere og jeg håber, at volleyball også kan lære noget af mig, og jeg kan være med til at gøre EM til en større succes, siger Hans-Kristian Vittinghus.
 
Hans-Kristian Vittinghus har allerede været tilknyttet holdet bag EM i et par måneder, hvor han med stor succes har fordoblet antallet af followers på EM’s officielle twitter-profil. Han får også en stor rolle i at planlægge og håndtere de mange VIP-gæster, som kommer til både Odense, Herning, Aarhus og København under EM-slutrunden den 20.-29. september. 
 
- Det er første gang, at jeg stifter bekendtskab med volleyball. Det er jo en relativ lille sport herhjemme, men det har været en stor oplevelse at se Danmark spille European League i Slagelse. Volleyball er en rigtig sjov og underholdende sport. Og jeg er sikker på, at EM herhjemme bliver en rigtig stor oplevelse både for dem inde på banen, men også for alle tilskuerne, siger han. 
 
Vittinghus lægger dog ikke ketcheren på hylden, mens han er i sit praktikophold i forbindelse med EM i volleyball. Han fortsætter sin træning i Idrættens Hus i Brøndby og skal blandt andet også spille VM i Kina til august.