Pressemeddelelse, 21/8-2014
Midt i april tikkede der en mail ind. En kvindelig professionel håndboldspiller havde fået en mail fra Håndbold Spiller Foreningen omkring vores samarbejde og havde tænkt, at sportspsykologi kunne tage hende skridtet videre. Hun havde netop klaret sig til playoffs sammen med teamet og stod overfor 4 vigtige kampe indenfor 1 måned. Vi aftalte et Skype møde hvor vi kunne se om kemien var rigtig og for at få etableret nogle rammer for et evt. samarbejde.
1. samtale
Den falske telefonlyd fra Skype bragede ud gennem computerhøjtalerne, mens jeg kunne mærke min spænding stige lidt. Billedet kom på og jeg blev mødt af et venligt smil, som fik mig til at slappe af lige med det samme. Efter den formelle hilsen var mit første spørgsmål, om der var noget hun gerne ville vide om mig. Hun ville gerne vide lidt om min uddannelse og erfaring og så om mit kendskab til håndbold. Så kort og ærligt som muligt fortalte jeg hende om min kandidatgrad, mine erfaringer fra praksis og min fortid som giftig fløjspiller i Såby-Hvalsø håndboldklubs ungdomsafdeling og så grinte vi lidt af det.
Jeg spurgte hende derefter, hvad hun gerne ville bruge mig til. Jeg må indrømme, at i 99 ud af 100 tilfælde, der kommer klienten med en problemstilling, noget som skal fikses fordi det ikke er godt nok, så da hun sagde ”Jeg vil være kampafgørende”, så blev jeg lidt ekstra opmærksom. Hun følte ikke, at der var noget hun var for dårlig til. Ingen præstationsangst, problemer med interaktion med holdkammerater eller trænere, manglende motivation, nej hun ville bare gerne tage et skridt op i hendes karriere og hun vidste, at det ikke ville kunne ske allerede inden playoffs, men hun mente, at det ville være en god periode at få arbejdet med tingene, fordi der så var noget konkret vi kunne snakke om. Hun var en god spiller for holdet og fik tillid af træneren og holdkammeraterne med en god portion spilletid, men hun oplevede ikke sig selv som en profil.
Næste step var at få skarpt defineret, hvornår hun ville betegne sig selv som kampafgørende. Som tovejsspiller havde hun både forventninger til sit offensive og defensive spil. Der var nogle konkrete mål om at få hævet antal af scoringer fra egen hånd og at få nedsat antallet af scoringer fra sin direkte modstander. Derudover ville hun gerne se sig selv kunne score og lukke ned i de sidste 5 minutter af kampen, hvor presset er størst.
Vi snakkede lidt om gevinsterne og udfordringerne ved at have den slags målsætninger og fik så en god snak omkring, hvorfor det var vigtigt for hende at være kampafgørende. ”Jeg vil have mere” sagde hun. Hun har spillet håndbold hele livet, drømt stort, nået meget, men hun var ikke klar til at stoppe med at søge opad. Hun var sulten efter endnu større oplevelser. Hun ville hellere kæmpe for at tage skridtet videre og så erkende, at hendes evner ikke rækker til det end at ”bare” blive hvor hun er nu.
Jeg skiftede nu retning i samtalen og spurgte, om jeg ikke måtte høre om hvem hun var og hvilket liv hun havde levet, for at få en større indsigt i hvordan det var at være hende, så jeg bedre kunne hjælpe hende. Hun fortalte om sin opvækst med sin familie, i skolen, med sporten og hvordan hun havde oplevet de forskellige step op i karrieren og til sidst hendes overgang ind i den professionelle tilværelse. Alt imens kunne jeg stoppe op engang imellem og spørge nysgerrigt ind til, hvordan hun havde oplevet forskellige begivenheder. Jeg elsker den del af den første samtale og jeg tager mig altid tid til den. Den tillid der skabes fordi et menneske lægger hele sin livshistorie ved en og man tager imod den og er nysgerrig på den, kan for ikke erstattes af noget spørgeskema eller argumenteres imod med nogen opråb om ”tidsspilde” eller ”effektivitet”. Derudover giver det også et retmæssigt billede af hvem jeg er som menneske, at vi bruger tid på at snakke sammen som to voksne mennesker og ikke som en robot, der skal have indkodet en ny formel.
Vi gik nu tilbage til hendes mål om at være kampafgørende og hendes specifikke mål. Vi tog et skridt længere ned i målhierarkiet ved at spørge, hvordan hun så ville score de ekstra mål og lukke ned. Hun ville gerne turde at tage chancen, have modet til at træde i karakter, selv i tætte kampe mod modstandere, som havde et højt niveau. Mod er et fantastisk begreb. Modet til at stirre angsten i øjnene med erkendelsen af, at ved at søge scoringen øges risikoen for en afbrænder, som kan have store negative konsekvenser. ”Hvordan kan jeg træne mit mod?” spurgte hun pludselig. ”Tja, hvis du gerne vil være stærkere, så skal du udfordre din krop med en vægt, som er så tung, at den er svær for dig at løfte. Det er det samme med mod. Du skal ud hvor du kan mærke den følelse, som holder dig tilbage i kampsituationen og så vide, hvordan du træder igennem dem og handler modigt, søger at være kampafgørende”. Vægttræningsanalogien er fantastisk og jeg skylder en tak til en meget intelligent og erfaren professionel fodboldspiller for at have printet den ind i min hjerne i vores samarbejde,
Vi snakkede helt konkret om hvordan hun kunne gå til træning med fokus på at sætte sig selv i situationer, hvor hendes mod kunne blive aktiveret. Vi udforskede hvordan hun tænkte og følte i de situationer og jeg blev ved med at spørge, hvordan hun så sig selv løse de situationer, være modig, søge at være kampafgørende.
Indtil videre havde vi været meget individfokuseret. Dette var hendes mål, hendes opgave. Jeg ville dog ikke lade hende gå uden at få hende til at tænke over, hvordan hendes holdkammerater og træner påvirker hende lige nu, hvordan de kunne hjælpe hende med at nå sine mål og hvordan hun ville håndtere det. Hun blev enig med sig selv om, at tage en snak med træneren, så han vidste hvad der foregik og for at få hans syn på det hele.
Efter halvanden time intens og livligt dialog rundede jeg så småt af. Jeg takkede hende for hendes åbenhed og engagement og sagde, at jeg synes hun skulle sove lidt på tingene og så vende tilbage med om hun synes det var mig hun ville arbejde med. Jeg forsikrede hende om, at jeg ikke være bære nag hvis hun valgte en anden og at jeg med glæde ville hjælpe hende med at finde en, hvis hun havde brug for det. Dagen efter modtog jeg en mail: ”Hej Nicklas. Det var virkelig fedt at snakke med dig i går og min hjerne har kørt lige siden. Jeg er så klar til det her. Lad os snakke efter kampen mod X.”
De efterfølgende 4 samtaler
Jeg har en meget forstående kæreste, som smiler lidt når jeg siger ”Skat, jeg bliver altså lige nødt til at se sport i aften, for jeg vil jo gerne se ham/hende spille”. Så selvom jeg ikke havde fulgt vildt meget med i dameligaen i grundspillet, så sad jeg troligt foran TV’et de næste 4 uger. Så snart jeg kan investere den tid, så gør jeg det. Jeg oplever, at det virkelig betyder noget for de sportsfolk jeg arbejder med, at jeg gør det. Det viser selvfølgelig også et kæmpe engagement fra min side, da jeg ikke tager betaling for det, hvilket jeg heller ikke gør når vi mailer, sms’er eller snakker i telefon i mindre end 30 minutter.
Hver uge tog vi så en time over Skype. Vi evaluerede på kampen og på træningerne og en gang imellem dukkede der emner op, som ikke lå helt op af det vi arbejdede med, men som alligevel fyldte i det øjeblik jeg spurgte ”Hvad vil du gerne bruge mig til i dag?”. Som den dag, hvor hun virkelige havde brug for at snakke om en ekskæreste som spøgte lidt. Det havde været frem og tilbage efter bruddet og det var noget, som hun nu brugte en del energi på at tænke over. Så brugte vi en halv session på det. Hvorfor? Fordi hun valgte det. Af alt i hele verden, så ville hun gerne snakke om lige præcis det emne og hvis det fylder så meget, at hun vil bruge den tid hun har med mig; mig hun betaler penge, mig som skal hjælpe hende med at nå sine mål, så er det fordi det er vigtigt.
Samtalerne byggede hele tiden videre på hvordan hun havde oplevet specifikke situationer. Tanker, følelser, fornemmelser. Hvad gjorde det ved hende? Hvilke valg påvirkede det hende til at træffe og hvordan kunne hun tage imod en lignende situation næste gang. Vi var omkring kommunikation med medspillere, fordi det havde kæmpe betydning for hende, hvordan hun blev sat op til sine afslutninger og fordi hun havde nemmere ved at lukke ned for sin direkte modstander i forsvaret, når hun hele tiden fik besked fra sine medspillere om, hvordan det så ud ovre ved dem.
Evaluering
I den femte snak efter den sidste playoff kamp tog vi en storstilet evaluering. På trods af, at modstanderne i playoffs er de absolut bedste i verden og hun ikke havde haft meget tid til at gå til træning og kamp med fokus på at leve op til sit ønske om at være kampafgørende, så blev alle de ”håndgribelige mål” nået samtidig med, at træneren roste hende for at træde i karakter og vise vejen.
Henover sommerferien har vi holdt kontakten ved lige over sms og telefon en gang imellem, men mest uformelle opdateringer, men nu skal vi til at gå i gang med næste mål: At blive en profil i Ligaen!